81
aldeles nydelig. De er saa fin og ung som et Majløv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig set en Mund, der ligner et Kirsebær til den Grad som Deres.«
Han sagde disse Ord ganske jævnt, lige som om han med Vilje vilde afdæmpe dem. Men Klangen var saa blød og sandfærdig; hans Blik straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Følelse, der i det Øjeblik gennemstrømmede mig, en Følelse af svimmel Salighed, af Triumf og Svaghed.
Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte: »Jeg vilde gærne have Lov at kysse Dem.«
Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at meddele mig, at Drosken ventede.
Jeg svarede ham strængt og alvorligt: »Nu skal jeg sige Dem noget, Hr. Mørch, og Forord bryder ingen Trætte. Jeg vil gærne være sammen med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til. Men De skal værs’god opføre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.«
Julies Dagbog.
6
