85
De er allerede halvvisne.« I Sandhed, en fyrig og poetisk Kavallér!
Han fulgte mig i Droske til Hjørnet af Forhaabningsholms Allé. Da vi nærmede os vort Maal, spurgte han, naar og hvor vi saas igen. Jeg svarede, at vi saas ikke mere.
»Herregud«, sagde han, »nu maa De ikke være saa stræng. Jeg havde glædet mig saa meget til, at De en Gang vilde besøge mig i mit Hjem. Dér vilde vi ogsaa have det langt hyggeligere end paa en Restavration.«
»Nej, det gaar ikke an. Og jeg vil heller ikke.«
»Ja, ja.«
Og han faldt hen i Tanker. Men da Vognen holdt, sagde han, og hans Stemme havde igen den dæmpede, smukke Klang:
»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig. Men jeg har aldrig set en ung Pige saa yndig som De. Og jeg er meget bedrøvet over, at De ikke oftere vil se mig. Farvel og Tak for iaften.« Han aabnede Drosken, og idet jeg gav ham Haanden til Farvel, bøjede han sit Hoved ned og kyssede den.
»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig ..« Ja, om jeg vidste, hvad jeg
