Side:Julies dagbog.djvu/96

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

88

ham først sin Haand og derpaa sin Kind til en sirlig Berøring af hans Læber.« 

Christiane saá, overvældet af Beundring, paa mig og sukkede: »Jamen, for at blive gjort Kur til paa den Maade, maa man være meget fin og meget begavet.« 

Tilsidst holdt jeg et lille Foredrag om, at naar alt kommer til alt, er den eneste paalidelige Lykke dog den at overvinde Fristelser. Skønt altsaa mit Stævnemøde havde været umaadelig vellykket og min Kavallér fuld af Galanteri og Forelskelse, havde jeg besluttet mig til aldrig at se ham mere.

Christiane bifaldt min heroiske Beslutning, men græd af Medlidenhed med min forgæves smægtende Hyrde.

Hun skulde bare vide, at Hyrden hedder Alfred Mørch, der beder sin Hyrdinde om et Kys i samme Tone, som om han bad hende om et Stykke Rejemad.