91
Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som muligt.
For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig med Erik. Jeg syntes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke kunde ændres.
Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent umuligt. Lige som at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al større Lykke — blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa Ubehageligheder.
Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af anden, større Lykke? Men dog, jeg kan ikke. Saa faar det gaa, som det vil.
22. Februar.
Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn, som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som
