91
1571.
har forhandlet med Dr. Johannes Paludane, der ogsaa har lovet at bosætte sig i Viiborg og lade sig bruge som Doctor medicinæ. Hvis Kongen selv har Brug for ham, skal han, naar Kongen befaler, begive sig til Kongen paa dennes Bekostning og lade sig bruge som de andre Livlæger, saa længe Kongen har Brug for ham. Som Løn tillægges ham straks det Kannikedømme i Viiborg Domkirke, som er henlagt til en Medikus's Underholdning, og desuden faar han Løfte paa det første ledige Prælatur i Viiborg Domkirke; indtil et saadant bliver ledigt, skal Lensmanden paa Hald aarlig betale ham 100 enkelte Dlr. i Løn. R. 10, 131. K. 1
6. Dec. (Frederiksborg). Befaling til Kapitlet i Viborg Domkirke straks at lade Dr. Johannes Paludanus faa det Kannikedømme smstds., som Kongen har henlagt til Underholdning for en Doctor medicinæ i Nørrejylland. T. 11, 435 b 2. Skøde til Henrich Rantzov, Statholder. R. 10, 185. K. (Se Kronens Skøder.) Til Axel Jul og Palle Jul, Landsdommere i Nørrejylland. Holger Rossenkrantz, Statholder i Nørrejylland, har berettet, at der er Trætte mellem en af hans Bønder, Jørgen Nielssen i Ustrop, og Søfren Brunckssen i Kleisse, Herredsfoged i Bierre Herred, idet Herredsfogden uden lovlig Advarsel har udgivet og beseglet et Vidnesbyrd mod Jørgen Nielssen, skønt Vidnesbyrdet gælder dennes Ære, har indsat nogle Mænds Navne i Vidnesbyrdet, som ikke have vidnet i Sagen, har givet beskrevet, at Jørgen Nielssen selv har været til Vedermaalsting, da Vidnesbyrdet aflagdes, skønt de Vidner, som Tingsvidnet lyder paa, nægte at have vidnet det, og har dømt det Vidnesbyrd unøjagtigt, som han selv tidligere har udgivet og beseglet. Da de, skønt Sagen i sig selv er saa klar, at det ikke kan regnes at være sket formedelst Uvidenhed eller vrang Undervisning, men snarere maa formodes at skyldes Gunst og Gave, alligevel ikke have villet dømme endelig i Sagen eller fælde Herredsfogden, men have dømt de Mænd fri, der have vidnet mod Jørgen Nielssen, uagtet Vidnesbyrdet er blevet læst for dem, inden det udgik, uden at de have protesteret, befales det dem alvorligt, da ogsaa andre have klaget over, at de ikke kunne faa endelig Dom i saadanne Sager, at dømme om, hvorvidt Vidnemændene have vidnet. 1 Tr. Herholdt og Mansa, Saml. t. d. danske Medicinal-Hist. I. 30 ff. I. 103 f. 2 Tr.: Smstds.
