Spring til indhold

Side:Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold. I uddrag. (1584–1588).pdf/285

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

284

1585.

han gøre det, men der skal føres tilbørlig Opsigt dermed. Sj. T. 15, 496 b.

12. April (Kronborg). Til Erich Hardenberg, Absolon Giøe og Brede Rantzou. Kongen, der tidligere har befalet dem at undersøge Forholdene ved Fløistrup Sø i Nyborg Len, hvori Frans Urne ulovlig har fisket, i hvilken Anledning Lensmanden paa Nyborg har forfulgt ham med Rigens Dele og faaet Indførsel i hans Gaard og Gods, har siden betænkt sig og vil ikke, da Tiltalen er udført med Rigens Dele, at der saa paany skal gøres noget i Sagen, for at der ikke ved en saadan ny, usædvanlig Handel mod den almindelige Rigens Ret og Forordning skal opvækkes Strid og Misforstaaelse blandt hans Undersaatter. Naar Frans Urne derfor kommer til dem med det tidligere Brev, skulle de tage det til sig, sende Kongen det og derefter aldeles ikke befatte sig med Sagen. F. T. 1, 388.

— Til Landsdommerne i Nørrejylland. Da Kongen har bragt i Erfaring, at Undersaatterne i Nørrejylland paa det højeste have klaget over, at de Sager, som de indstævne til Landstinget for Landsdommerne, behandles meget langsomt og undertiden forhales meget længere end i Recessen tilladt, og at Landsdommerne som Aarsag til disse Opsættelser angive, dels at en af dem formedelst andet Forfald ikke er til Stede, dels anden ringe Lejlighed og Behjælpning, samt at de endelig efter lang Forhaling forvises med uendelige Domme, hvorved de komme i den største Besværing, Kost, Tæring, Forsømmelse og Skade, erindrer Kongen herved Landsdommerne om deres Pligt og befaler dem alvorligt ikke at blive fra Landstinget uden særlig Grund og, selv om nogen af dem formedelst lovligt Forfald ikke er til Stede, da alligevel at dømme i de indstævnede Sager og af den Grund ikke opsætte dem, da der netop er beskikket 3 Landsdommere, for at de mødte alligevel kunne fuldgøre Retten. Det befales dem herefter ikke at opsætte Sagerne udover den i Recessen bestemte Tid, men saa hurtig som muligt hjælpe enhver til Dom i de for dem indstævnede Sager og afsige endelige Domme uden Omsvøb samt i det hele røgte det dem betroede Kald, saaledes som de ville forsvare for Gud og være bekendt for Kongen. J. T. 3, 19 b¹.

— Befalinger til Jørgen Skram, Jacob Seefeld og Absalon Giøe, 1 Tr. Secher, Forordninger II. 384 f.