112
1588.
ledes intet har sagt eller skrevet i nogen ond Mening eller for at forringe nogens Dignitet eller Højhed, end mindre for at rette Beskyldninger mod nogen, hvilket han mener noksom er sagt i hans Skrift, har han den Tillid til dem, at de ikke ville optage det andet end venligt. Herpaa vil Regeringsraadet ikke forholde ham, at de ikke tvivle paa, at jo han selv ligesaa vel som de og alle de gode Mænd, der vare til Stede, nok husker, ved hvilken Lejlighed og i hvilken Forsamling og hvorledes hans Ord til dem vare ved Overgivelsen af hans Skrift om den russiske Legation, hvilke de anse det for ufornødent at repetere; de kunne heller ikke være i Tvivl om, at han jo ogsaa nok har hørt, hvorledes det er blevet optaget baade af dem, der hørte paa det, og af dem, der siden have hørt derom. Da Sagen imidlertid ikke alene gælder Regeringsraaderne og de gode Mænd, der i Forening med dem have dømt i Sagen om den russiske Legation, men ogsaa den afdøde Konges Reputation og som Følge deraf ogsaa menige Rigens Raad efter deres Pligt mod Kongen, kunne Regeringsraaderne for deres Personer ikke erklære sig synderligt paa hans Skrivelse, førend de have talt med alle Rigsraaderne derom. Sj. T. 17, 102 b.
13. Nov. (Kbhvn.). Miss. til [Borgemestre og Raad i] nogle af Købstæderne. De vendiske Stæder have haft Gesandter hos Kongen og klaget over, at der imod gamle Sædvaner og Privilegier paalægges deres Købmænd forskellige Besværinger i Købstæderne, af hvilke Klager der hoslagt sendes dem Afskrift. De skulle sende Fuldmægtige til den almindelige Herredag, som bliver berammet her i Riget, med udførlig Erklæring paa disse Klager, hvorefter Kongen og Rigsraadet kunne vide at rette sig. Da det ogsaa er kommet for Kongen, at hans Undersaatter i Købstæderne her i Riget, der handle og vandle i Hansestæderne, med større og bedre Ret kunne klage over, at de imod Recessen og de mellem tidligere Konger og Stæderne trufne Overenskomster besværes i de vendiske Stæder over Sædvane og Ret, og da Kongen ikke mindre end andre kristelige Øvrigheder er til Sinds at haandhæve sine Undersaatter, skulle de foreholde Borgerne i deres By, at de, der maatte have Aarsag til at klage over at være blevne forurettede i deres Handel og Købmandsskab i Hansestæderne, skulle tilkendegive det for dem, for at de kunne lade opsætte skriftligt, hvorledes der handles med Kongens Undersaatter i Hansestæderne, og fremsende det til ovennævnte Tid. Sj. T. 17, 103 b.
