315
1589.
dem, men da det er sket af Guds Vilje og Forsyn, kan man ikke andet end befale Gud Sagen i Vold. Da hun samtidig skriver, at det kommer hende meget ubelejligt med Begravelsen, fordi Kongen af Skotland med hans Dronning ventes til Slottet, og anmoder om Tilladelse til at udsætte Begravelsen i 3 Uger, meddeles hende, at de paa ingen Maade tør gøre det, da det er i Prinsens umyndige Aar og tilmed er imod Recessen og de bestemt vide, at den afdøde Konge ganske har afslaaet lignende Anmodninger om Udsættelse; hvis de derfor handlede herimod, kunde det en anden Dag komme dem til Eftertale. Da imidlertid Begravelsen kommer hende saa ubelejlig, ville de raade hende til at lade Liget nedsætte i Varberg Kirke indtil Foraaret, da hun saa kan lade det føre ned og begrave i hendes Husbondes Sognekirke, ligesom det nu ogsaa sker med Fru Anne Rosenkrantzes Lig, der bliver nedsat i Ringsted Kirke indtil Foraaret. Sk. T. 2, 70 b.
29. Dec. (Kbhvn., 1590). Miss. fra Regeringsraadet (N. Kaas og C. Valkendorf) til Lodvig Munk. Det har modtaget hans Skrivelse og, skønt Peder Munk og Jørgen Rosenkrantz ikke ere til Stede, brudt den og set, at Fru Karen Gyldenstjerne, Niels Lykkes Enke, har tilbudt ham paa Kronens Vegne en Granskning af gode Mænd angaaende hendes Klit og Forstrand, hvilket Tilbud han under Forbehold af Regeringsraadets Samtykke (>paa vort Behage) har modtaget. De befale ham at lade Granskningen gaa for sig, men finde det rigtigst at opsætte den, indtil Sneen falder af Marken. Den begærede Forskrift til gode Mænd, som begge Parter have tiltaget til at dømme dem imellem i denne Trætte, kunne de ikke tilstille ham nu, da Peder Munk og Jørgen Rosenkrantz ikke ere til Stede, men naar de komme til Stede, kan han henvende sig til dem igen derom. J. T. 4, 129.
30. Dec. (—). Miss. til Oluf Daa til Raunstrup. Han har indberettet, at Hellelille¹ Skov ødelægges og forhugges meget, fordi der er mange Lodsejere, som have Del i Skoven, men ingen af dem ved deres rigtige Part deri. Da Kronen derved lider Skade paa sin Part, skal han, for at forekomme saadant, med det første lade Skoven kræve og forfølge til Rebs og siden lade den rebe, saa hver Lodsejer kan vide sin Part, som han maa hugge i og gøre sig saa nyttig, som han kan. Sj. T. 17, 235. 1 Herluflille Skov, Tybjærg H.
