406
1595.
lund, M. Jens Søfrensen, Sognepræst i Kolding, og Hr. Jens Farsen, Sognepræst i Vejle, om med det første at begive sig til København for hos Raadet at erfare Kongens Vilje. Udt. i J. T. 4, 499 b¹.
5. Febr. (Kbhvn.). Miss. fra Jørgen Rosenkrantz til Manderup Parsberg. Hendrik Ramels Tjener har paa Manderup Parsbergs Rejse været hos denne og paa sin Husbondes Vegne talt med ham om den Skrivelse, som Hendrik Ramel har skrevet til Regeringsraadet om at faa Forskrifter til Kongen af Spanien og Ærkehertug Ernst for en af Hendrik Ramels Tjenere, som er fængslet i Spanien, og Manderup Parsberg har skriftlig meddelt Jørgen Rosenkrantz, at han har bevilget disse Forskrifter. Nu har imidlertid Hendrik Ramel i sin Skrivelse begæret, at Prinsen selv vil underskrive Forskrifterne, for at hans Tjener kan være bedre hjulpen dermed, og skønt Prinsen ikke plejer at underskrive saadanne Breve, naar de ere til Steder udenfor det romerske Rige, mener Jørgen Rosenkrantz dog, at det nok kan gaa for denne Gang, for at Forskrifterne kunne have desto større Anseelse, og sender hermed Manderup Parsberg Brevene, for at han kan tale med Prinsen derom og lade ham underskrive dem. Mener Manderup Parsberg det ikke raadeligt, at Prinsen underskriver Brevene, bedes han selv underskrive og sende Brevene til Jørgen Rosenkrantz, der saa ogsaa vil underskrive dem og sende dem til Hendrik Ramel. Da Borgemestre og Raad i Halmsted, der ofte have suppliceret til Kongen angaaende Trætten mellem dem og Peder Smidt, forhen Borger i Halmsted, nu i Dag atter have ansøgt om en Befaling til gode Mænd om at dømme dem imellem, anmodes Manderup Parsberg om paa sin Rejse at forhøre sig om Sagen hos Godtfolk i Halmsted og om, hvorledes man bedst kan ordne den, saa man en Gang for alle kan komme til Ende med den og ikke saa ofte skal blive besværet med den, og saa at de stridende Parter ogsaa selv kunne komme til Ro. Sj. T. 18, 405 b.
6. Febr. (—). Miss. til Absolon Gjøe. Jomfruerne Kirsten og Ermegaardt Svale have berettet, at deres Broder Gabriel Svale, der efter Loven er deres rette Værge, paafører dem adskillige Trætter angaaende deres Arvegods; de mene derfor, at han ikke 1 Tr. Wegener, Om A. S. Vedel 2. Udg. S. 198.
