126
1604.
1. Febr. (Koldinghus). Miss. til Albrit Skeel. I 15801 har Kong Frederik II blandt andet Gods tilskiftet afdøde Fru Kiersten Ulfeldt 1 Gaard i Tobel i Riberhus Len, som Christen Tøgersen bor paa. Da Arild Hvitfeldt til Oddersberg, Danmarks Riges Kansler, og afdøde Erik Lykke i Anledning af Mageskiftet i sin Tid besigtede denne Gaard, bekendte Christen Tøgersen med sine oprakte Fingre, at han var en Krone- og Fæstebonde, og gav Besked om, hvad han kunde saa og avle, saaledes som Albrit Skeel noksom. kan se af den hermed følgende Udskrift af Besigtelsen. Efter Christen Tøgersens egen Bekendelse er Gaarden saa bleven tilskiftet Fru Kiersten Ulfeldt som en Krone- og Fæstegaard, men 17 Aar efter Mageskiftet har Christen Tøgersen tilholdt sig Bondeejendommen i Gaarden efter nogle gamle Kongebreve, som han skal have derpaa, og herpaa har han i 1598 erhvervet Kongens og Rigens Raads Dom2. Da Eggert Abildgaard til Skodtborrig nu begærer Vederlag af Kronen for Bondeejendommen i den ovennævnte Gaard, der formedelst Christen Tøgersens falske og løgnagtige Bekendelse er bleven tilskiftet Kiersten Ulfeldt som en Fæstegaard, skal Albrit Skeel lade Christen Tøgersen tiltale og forfølge som en Løgner og Meneder for denne hans Bekendelse og lade ham straffe tilbørligt eller tilholde ham til at stille Eggert Abildgaard tilfreds, saa Kronen hverken nu eller i Fremtiden lider nogen Skade for den Sag. J. T. 5, 205 b³. Miss. til Landsdommerne i Nørrejylland. Der er en vidtløftig Trætte angaaende en Arv, som er falden i Roskilde efter afdøde Hr. Søfren Olsen, Vikar i Roskilde. Sagen er først bleven forfulgt med Loven paa Roskilde Byting og er derfra indstævnet til Sjællandsfar Landsting, hvor den igen er bleven henvist til dens tilbørlige Dommere for at faa paadømt, hvilke af Vidnesbyrdene, som ere gaaede lige imod hinanden i Sagen, der bør staa ved Magt, saaledes som de nærmere kunne se af Landstingsafvisningen. For at Sagen kan blive bragt til Ende snarest muligt, hvilket Kongen gerne ser, skulle de, naar de Vidnesbyrd, der ere tagne i Jylland, blive stævnede i Rette for dem, uden lang Forhaling, anseende de Breve og Vidnesbyrd, Modparten har i samme Sag, afsige endelig Dom om, hvorvidt deres Vidnesbyrd bør staa ved Magt eller ej. De skulle ikke tage noget Hensyn til, at de i 1 22. Marts. 2 Se Secher, Kongens Retterlingsdomme 1595-1604 S. 223 f. 3 Tr. Christensen, Agrarhist. Studier I. 130 f.
