492
1606.
Trelund, dansk Skolemester i København, angaaende en Person, ved Navn Niels Mikkelsen, der nu skal holde Skriverstue i Kolding, hvilken Person selv har forpligtet sig til at blive i Peder Trelunds Tjeneste nogle Aar og at betale ham for sin Kost, Underholdning og Lære, saafremt han ikke forholdt sig saa tilbørligt i Tjenesten, som han burde. Da Niels Mikkelsen ikke har forholdt sig saa tilbørligt i Peder Trelunds Tjeneste, som han efter sin strenge Forpligtelse burde, har Peder Trelund ansøgt Kongen om at give dem Ordre til uden vidtløftig Proces eller Forhaling at dømme endeligt mellem ham og hans Modpart om den mellem dem værende Trætte. Det befales dem i den Anledning at stævne Peder Trelunds Fuldmægtig og Niels Mikkelsen i Rette for sig og uden videre Ophold afsige Dom mellem dem, saa Peder Trelund uden Ophold og stor Bekostning kan komme til Ende med Sagen og Kongen blive fri for videre Overløb. J. T. 5. 318 b.
12. Nov. (Kbhvn.). Miss. til Borgemestre og Raad i Kolding. Søfren Ingemandt, Borger og Tolder i København, har berettet, at en af deres Medborgere, ved Navn Mats Nielsen, skylder ham nogle Penge, dels for Accise, som han skal betale til ham paa Kronens Vegne, dels for Varer, som Søfren Ingemandt har forstrakt ham med, hvilke Penge efter Mats Nielsens udgivne Haandskrift skulde have været betalt til sidste Pinsedag. Da han nu vil lade sin Fuldmægtig indkræve dette Tilgodehavende ad Lovens Vej, saafremt Mats Nielsen ikke godvillig og uden al Rettergang vil betale ham, har han anmodet om kongelig Befordringsskrivelse til dem om at hjælpe ham til Ret. Det befales dem at indstævne Mats Nielsen i Rette for sig og efter forud afsagt Dom ved Vurdering eller andre lovlige Midler uden al Forhaling hjælpe Søfren Ingemandt til sin Betaling, da det i sig selv kun er billigt og ret, saa Kongen kan blive fri for videre Molestering i den Sag. J. T. 5, 319.
13. Nov. (—). Aab. Brev, hvorved Kongen, der har Jus patronatus til Balckagger og Snarsted Sogne i Liufnidts Herred i Skaane, paa Begæring af Hr. Søfren Lassen, Kapellan til disse Sogne, bevilger, at denne efter den nuværende Sognepræsts Død eller Afgang, da denne nu er meget gammel, fremfor nogen anden maa blive kaldet til Sognepræst, dog paa det Vilkaar, at han kan blive kendt duelig i Lærdom og ustraffelig i Levnet af
