262
1659
leveres til bispen og provsten på følgende Johannes landemode. På det kvittanserne kan lægges ved regnskaberne, skal disse årligt gøres ikke for nærværende, men for forgangne år. 8. Rente nyder alene enker, hvis husbonder har betjent præsteembede i stiftet og ikke er dømt fra deres kald. Rente nyder heller ikke enker, som er berygtet for drukkenskab, letfærdighed o.a., heller ikke dem, der i deres husbonds levende live selv har givet anledning til armod ved store bryllupper, barsler, gæstebud, overdådighed i klædedragt o.a. el. forser sig i lige måde i deres enkesæde. I lige måde skal forholdes med enker, som har være besovet, før de kom i ægteskab. 9. Ingen enke nyder denne rente i nådsensår. 10. Førend en enke må bekomme årlig afgift, skal gives skriftligt vidnesbyrd om vilkår og forhold efter art. 8 af provsten og de 2 præster næstboende ved kaldet, som enkens husbond fradøde. Dersom anderledes befindes, end vidnesbyrdet udviser, straffes provst og præster hver med 50 sldl., som skal sættes på rente til enkerne. 11. Ingen præsteenke, som kommer i enkestand, efter at dette foretagende begynder, nyder rente, med mindre hendes husbond tilforn i det ringeste har givet 50 sldl. dertil. 12. Enken efter en præst, som har givet 50 sldl., skal efter hans død, om hun ikke har forset sig efter art. 8, årligt oppebære 20 sldl. Efterleversken efter enhver, som giver 100 sldl., nyder årligt 40 sldl. Dog skal biskoppen med provsterne dispensere at forøge i distribution efter rentens og enkernes beskaffenhed. 13. Ægter en præst en enke i kaldet, hvis afd. husbond har givet penge, er han ikke obligeret at give videre, uden han selv vil give det af affektion imod fattige præsteenker. Men dør hans hustru, og han igen forandrer sig, skal han det første år, han gifter sig på ny, rette sig efter art. 11, om han vil, at hans hustru efter hans død skal nyde rente. 14. Dersom en enke efter sin husbonds død af vigtige årsager ikke forbliver i kaldet, skal ingen respekt haves til den distribution i den betingning, som sker med den afdøde præsts efterkommer, med mindre kaldet er så ringe, at deraf intet el. lidt kan gives enken. Da skal til sådanne enkers underholdning lægges så meget, som hun kan synes at miste. Men for at intet misbrug skal ske, står det bispen og provsterne frit for at dispensere. 15. Den, der forærer 200 rd. el. derover til dette brug, står det frit for selv i levende live at udgive renten til præsteenker, dog at der tages kvittans af den, der bekommer renten, hvilken skal leveres til herredsprovsten, på det sådant kan haves i konsideration, når distribution sker på landemode, at andre fattige præsteenker ikke skal lide skade. Disse artikler, og hvad der ellers kan anordnes af biskop og
