Spring til indhold

Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/251

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

herre over, og, hvis det ikke vilde have været en uhøflighed, vilde jeg have ført striden over på nevtralt (tydsk) område. Jeg forsøgte imidlertid at forsvare mig så godt, jeg kunde. Efter min mening kan man ikke tale om love i sprogene, thi en lav har jo ingen undtagelser, og ofte er jo undtagelserne så talrige, at man næsten lige så godt kunde opstille dem som „lov”; hvis vi var rene kempler'ske talemaskiner, kunder der vel nok opstilles faste formler ɔ: love for lyudforandringerne ɔ: slid på maskineriet, men det åndelige giver jo også en faktor med i beregningen; således de såkaldte „folkeetymologier”, når f. ex. vore bønder af navnet på den hos dem meget udbredte dans, Roger de Cowerley, har lavet „Russisk kavalleri”, så kan man visselig ikke søge forkalringen i lydlove, men i det åndelige hos mennesket, der stræber efter at tale med betydningsfulde stavelser; ligeledes de talrige analogi-dannelser i sprogene. Man kan da vist ikke nå længere end til at opstille regler og först og fremmest den gamle regel: nuilla regula sine exceptione. For at få fasthed i methoden kan man måske allerhöjst vende sætningen om og sige: nulla exceptio sine regula ɔ: enhver undtagelse fra de i et sprog herskende regler må have en anledning, den være synlig for os eller ikke. Jeg troer ikke, at hr. professoren vil bedömme dette standpunkt at være for krast.

.....................................