Moskvá d. 8.-10. Juli gl. st. 1872.
{{c|Højt agtede hr. professor [C. W. Smith].
.....................
Hvad der mést har ligget mig på hjærte, siden jeg modtog Deres brev, er, at jeg ved mine kortfattede bemærkning om srb. tonehold i tidligere brev bragt forstyrrelse i Deres hidtidige opfattelse af dette forhold. Jeg er nu imidlertid så videnskabelig ondskabsfuld og stivsindet, at jeg, istedenfor at bringe Dem til ro, tvertimod vil fremture i min forstyrrende indvirkning. Jeg vil altså bryde en lille landse for, at srb. бо?г er parralel med d. jog, det er, har jeg lange „standsende“ tonehold (hvilket er en bedre benævnelse end „stødende“), som jeg har kaldt det, såvidt jeg husker; overhovedet er jeg, fordi jeg mést har søgt min næring i fremmede grammatiker, i stor vildrede med de hjemlige grammatiske udtryk). Er der en debat, som mindst af alt egner sig til at føres skriftligt, så er det sandeligt en debat om orthoëpien, som tvertimod kræver en personlige tilstedeværelse med sit øre og sine taleorganer, og ovenikøbet, at man har disse redskaber i en god orden. Jeg skal følgelig fremstille min opfattelse så klart, som det er mig muligt, derfor også med fare for at forfalde til vidtløftighed. — Hr. professoren paralleliserer toneholdet i srb. бо?г med „det litauiske flydende“, der ikke er det danske „standsende“, ejheller det danske „flydende“, men „lyder med en for os ukendt stigen og synken af stemmen“. Nu er det jo rigtignok en utilgivelig mangel, når man vil indlade sig i debat om dette, at måtte tilstå, at man ikke kender de litauiske tonehold; jeg har vel på Kunik's förste sprogkongres hørt Berkholz nævne forskellige litauiske ord med dette tonehold, men hin aften drejede
