XVII
BIOGRAFI.
af de kammerater, han kom sammen med, var mange filologer. Dette frie studieliv måtte han opgive, da han i 1869—70 havde aftjent sin værnepligt. Familien ønskede, han skulde afslutte sine universitetsstudier med en eksamen. Han kastede sig så for alvor over slaviske sprog: og for at han også kunde blive fuldtud fortrolig med det talte sprog, gav faderen ham penge til en ruslandsrejse.
Han rejste hjemme fra först i dec. 1871. Det meste af tiden opholdt han sig i St. Petersborg. Her lærte han for förste gang næringssorger at kende, siger han. I København havde han levet overordentlig tarveligt, — ikke af trang, men fordi han dengang fandt behag i en asketisk levemåde og måske endog drev askesen så vidt, at han senere måtte bøde derfor med et dårligt helbred. I Rusland kneb det derimod for ham at få pengene til at slå til, navnlig i förstningen, og han har næppe vovet at rykke sin fader, der var meget striks, ud over det, der engang var blevet bestemt. Han havde således ikke råd til at anskaffe sig de nødvendige håndbøger, men måtte så vidt muligt hjælpe sig med bibliotekerne, hvortil navnlig Kunik skaffede ham adgang. — Til denne og to andre statsråder Grot og Sreznevski — disse 3 ansås dengang for hovedrepræsentanterne for den historisk-filologiske retning i Rusland — var han varmt anbefalet af C. W. Smith som en mand „af hvem videnskaben sikkert i fremtiden kan vente sig noget.“ Navnlig Kunik tog sig meget af ham. Verner kalder ham sin „videnskabelige plejefader; thi ikke alene sörger han for min videnskabelige opfødelse, men han revser mig også skånselsløst.“ Revselsen gjaldt Verners tilbageholdenhed, som Smith udtrykkelig havde gjort Kunik opmærksom på i sin anbefalingsskrivelse. Kunik hentede Verner til spadsereture, viste ham Petersborg og omegn, og da han om sommeren rejste til Moskva til udstillingen i anledning af 200—årsdagen for Peter
