186 - KARL VERNER.
som dansk s ligger imellem c og 3; forlydsforbindelserne st-, sp- bliver da ikke mere unormale end de danske st, sp i tilfælde som wusste er der naturligvis stærk s og efterfølgende t, altså normalt —. Jeg finder en bestyrkelse (ikke et bevis!) på min opfattelse af tydsk sch deri, at de gode tydskere indbyrdes strides, om der i tilfælde som hübsch, fleisch skal høres et eller et ž, men forskellen imellem š og ž er altfor håndgribelig til, at slig strid kunde opkomme. Sidstnævnte oplysning har jeg fra den vistnok temmelig pålidelige Rumpelt, Deutsche Grammatik, I. 86?, hvor på lav, kan jeg ikke sige, da jeg ikke har denne bog hos mig. Dette for Nord-Tydskland; men Syd-Tydskland??
Jeg sidder nu og kommer i tanker om, at jeg har glemt en lille modbemærkning til hr. professoren angående de danske muta. Min snævre regel om tenues foran l, m, n gav jeg ikke videre udstrækning for at være så forsigtig som muligt og kun nævne et tilfælde, som selv de værste skriftkloge måtte indrömme. Nu er jeg bleven aldeles forbavset ved at finde, at hr. professoren er fuldstændig rød omvæltningsmand og vil have tenues ryddet afvejen allevegne i ind- og udlyd. For nogle år siden hørte jeg paa en forelæsning over dansk lydlære af prof. Sv. Grundtvig den samme regel. At sproget stiler henimod denne tenues-løse tilstand er ganske tydeligt, men fuldstændig gennemført er regelen endnu ikke: man kan, navnlig hvor der tales med eftertryk, høre ikke; ligeledes i sætningsudlyd: Nu er det det nok! Giv mig min hat! Godnat! I ét bestemt tilfælde har min (og fleres) udtale bestemt bevaret tenues; det er, hvor disse står i begyndelsen af en stavelse foran farvet vokal (ɔ: i, u) eller konsonant (ɔ: r): heftig, vittig, hertug (ordsammensætningen føles dog ikke længere i dette ord), vintre o. s. v.; at „entre et skib“ er noget andet end „at
