XXXII
KARL VERNER.
men dog næppe hovedgrunden til, at afhandlingen blev lagt til side; og den blev det sikkert heller ikke, fordi han mente, den vilde blive for stor til Tidskr. f. fil. (s. s. 300). Han var kommen ind på nye videregående idéer, samtidig med at han var klar over det danske „stød“; og det spörsmål havde derfor ikke mere nogen interesse for ham. — Helt tabt for videnskaben gik hans studier dog ikke. Enkelte punkter deraf berørte han i en anmældelse i Anz. f. deutsches alt. VII (1880). I denne bog er (s. 199—267) aftrykt en række breve til Vilh. Thomsen og Hoffory, der indeholder, hvad der iøvrigt er bevaret fra hans egen hånd om dette æmne.
I den tid, han beskæftigede sig med studiet af det danske „stød“, var han udelukkende optaget deraf. Han hørte ikke til dem, der kunde have to jærn i ilden ad gangen. Og da Höysgaards bøger, som han havde lånt på universitetsbiblioteket, kaldes tilbage, synker han ned til et „dolce-far-nienterende skilpaddestandpunkt“ og kaster sig over guitar og skak, til han atter får Höysgaard tilbage. Han synes ikke at tænke på i mellemtiden at tage fat på andre ting (s. s. 260—61). Men efterhånden fører hans teorier om, at der forud for „stødet“ er gået en sangtone, ham ind på at undersøge forholdene i andre sprog med sangtone. Han beder af den grund Hoffory om at tage nogle bøger om betoningsforhold med hjem i juleferien særlig Bopps Vergl. accentuation, og tilföjer: „Jeg, der vil uddanne mig til specialist i accentuationen, må med skam tilstå aldrig at have sét dette værk“. (s. s. 264). Han havde allerede i sine förste studenterår været inde på lignende studier (s. s. 298) men var kun fortrolig med forholdene i slavisk og nordisk. Alligevel holder han kort efter jul sin förste forelæsning for Hoffory over accentuationen i de indoeuropæiske sprog (s. s. 267 ff.). Og i brevet (13—2—1875), der er trykt ovenfor, siger han endogså rent ud, at han „har et næsten klart overblik over tone-
