Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

LXI

BIOGRAFI.

biblioteksarbejdet; og först når han så igen havde fået samlet kræfter efter formiddagens slid, kunde han tage fat på sit eget. Om aftenen arbejdede han i reglen ikke. Et par eftermiddagstimer og söndagene var alt, hvad der blev tilovers. Så slap han endda ikke med hoveriarbejdet til tidskrifterne. Man brugte ham også på andre måder. Han oversatte artikler om nordiske landbrugsforhold for bladene, var edsvoren „dolmetscher“ ved retten i russisk. Hans omgangsvenner og overordnede skaffede ham den slags ekstrabeskæftigelser; og Verner var for elskværdig anlagt til at kunne sige nej. Ved siden af havde han så sin videnskabelige korrespondance, og först når han havde alt dette fra hånden, kunde han tage fat på sit egentlige studium: den slaviske betoning.

Verner kom til Halle med det faste forsæt endelig at få dette længe planlagte arbejde færdigt:

Jeg har travlt, fordi at jeg må sé at blive færdig med mine lærde undersøgelser om betoningen i de slaviske sprog. Jeg riskerer ellers, at en eller anden tydsk videnskabsmand kommer mig i forkøbet, thi rundt omkring arbejder man nu i den nye retning, hvortil jeg gav stødet; jeg har, siden jeg kom her, fået tilsendt fra forskellige lærde 4 forskellige afhandlinger, hvori man bygger videre på mine resultater. Det kan jo ikke andet end glæde mig, at jeg har givet stødet til disse studier, men på den anden side vilde jeg nødig, at man skulde tage luven fra mig, og jeg må derfor som sagt sé at få min afhandling færdig. Det går dog ikke så hurtig, thi den vil blive 3—400 sider stor, og jeg må vel mindst dertil bruge 1½ år. Det er da min agt at tage doktorgraden på den ved Københavns universitet. [27—12—1876].