LXVIII
KARL VERNER.
Jeg vilde allerede for nogle dage siden have tilmeldt Dem dette, hvis ikke mine herværende foresatte havde anmodet mig om at vente dermed til idag. Efter at have fattet min beslutning anså jeg det nemlig for min pligt at göre overbibliothekaren bekendt med min hensigt; han meldte det til kuratoriet, kuratoriet videre til Berlin, og idag har kuratoren officielt tilbudt mig et gagetillæg på 600 m. og tilsagn om lejlighedsvis forfremmelse, når jeg strax vilde bestemme mig til at blive her. Da spörgsmålet om det ene eller andet embede for mig ikke er noget pengespörgsmål men en hjærtesag, har jeg foretrukket det uvisse for det visse, idet jeg mener at måtte göre et forsøg på at vende tilbage til de krese, jeg ved fødsel og opdragelse tilhører. Lykkes det mig ikke, så bliver alt ved det gamle her, og jeg har jo egentlig ingen grund til klager over de forhold, hvorunder jeg lever.
Som han har antydet i sine breve, stak han ikke noget under stolen i sin ansøgning men pointerede blot, at det vilde være vanskeligt på et så omfattende område at få en mand, der på forhånd var fuldt udrustet både i sproglig og literaturhistorisk henseende. Han skulde göre alt for at indhente det forsömte. Alle parter: fakultet, minister og rigsdag, stillede sig velvilligt, og d. 9. august 1882 forelå hans udnævnelse til ekstraordinær docent[1] i slavisk filologi fra 1. jan. 1883. „Nytårsnat kl. 12 agter jeg „allerunderdanigst“ at skifte herre og konge ved et glas punsch“ tilföjer han, da han meddeler en af sine brødre nyheden.
Da han det sidste halve år i Halle så godt som udelukkende var optaget af at göre det biblioteksarbejde,
- ↑ 1888 blev han professor extraord.
