LXXIV
KARL VERNER.
men hvorledes den objectiv er ved ingen. Min plan går da ud på at lave sproglydene om, således at man kan tage og føle på dem.
Til at nå dette mål vilde han betjene sig af Edisons fonograf. Hvor stor betydning den kunde få for sprogvidenskaben, var han straks klar over, da han i Halle förste gang hørte et sådant apparat, så ufuldkomment det endnu dengang var. I 1884 blev der forevist et noget forbedret apparat på en restauration på Frederiksberg, hvor Verner kom; og da ejeren ikke var uvillig til at leje eller sælge ham sit apparat, fik han lyst til for alvor at tage det i videnskabens tjeneste. Han vilde ved en nöje undersøgelse af de enkelte lydbølgers form søge at göre sprogvidenskaben exakt. Således skriver han (17—12—1889) til G. Forchhammer, forstanderen for døvstummeinstitutet i Nyborg:
Tag mig nu ikke ilde op, at jeg med så mange bogstaver har lagt beslag på Deres opmærksomhed. Jeg kan til min undskyldning kun sige, at jeg, lige fra jeg som ung student for 25 år siden stiftede bekendtskab med den nyere sprogvidenskab, har haft den overbevisning, at lingvistiken må give sig i skole hos de reale videnskaber. Sproget er, som klædebon for tanken, visselig nærmest en åndsvidenskab, men i sin fremtræden for sanserne, klædningsstoffet, er [det] et konglomerat af lyd og klang altså udelukkende beroende på naturlovene. Lydfysiologien har hjulpet lingvistiken fremad, det må anerkendes; men den synes ikke at have nogen perfektivitetsevne, dens iagttagelsesmethode står endnu på et så uendeligt barnligt standpunkt og udenfor det rent elementære, spiller endnu subjektiviteten en altfor stor rolle hos d’hrr. lydfysiologer. Det er fra Deres
