LXXVI
KARL VERNER.
Gustav og Fritz havde gjort en opfindelse til forbedring af vævemaskiner. Rudolf, ingeniøren, opfandt et differentialspærhjul; og med beregningerne hertil havde Karl hjulpet sin broder. Og da den samme broder tænkte på at opnå en större målefinhed for barometre, diskuterer han sagen med Karl Verner, der straks satte sig ind i barometertekniken og beviste broderen, at han ikke kunde nå sit mål på den måde, han havde tænkt sig. Til gengæld tænkte han selv på at konstruere et slags aneroidbarometer (en svineblære over en syltekrukke var hans foreløbige forsøgsobjekt) med et spejlmålingsapparat i lighed med det, han anvendte ved sine „fonometriske undersøgelser“. — Han fandt let på en måde at måle en nok så lille omdrejning af fonografvalsen. Det faldt ham derimod vanskeligt at få målt indtrykkenes dybde, indtil han kom ind på at benytte spejlmåling, således som den allerede tidligere var anvendt ved spejlgalvanometret. Han var meget stolt af til sit brug at kunne anvende lyset som vægtstang og kalder spejlmålingen sin kæledægge, og da han erfarer, at der er skotske videnskabsmænd, der har foretaget lignende målinger, faldt der, siger han, en stor kampesten fra hans nyrer, da han så, at han endnu var ene om spejlmålingen. — Hen på sommeren 1886 havde han selv fået anskaffet sig en fonograf; men först et år senere har han fået hele den tekniske side af sagen i orden — og det endda knap nok. Han havde forbedret skrivestiftens anbringelse; derimod havde han umådelig vanskeligt ved at finde et passende membranstof; han forsøgte alt lige fra celluloidflipper til harehjærter. Omkring nytår 1888 tog han så fat på beregningerne og konstruktionen af bølgernes form. Hele det matematiske arbejde udførte han selv. Han kunde let, som han selv siger, have fået det udført af fagmænd. Hans forskernatur fandt kun tilfredsstillelse i hvad han selv gjorde. Han studerede akustiske og matematiske værker, regnede med 24 ordinater og
