LXXVIII
KARL VERNER.
for sagen. Det var ikke af skepsis over for resultaterne. Til at begynde med var han ligeså betænkelig ved denne idé, som han i sin tid havde været ved den lov, der nu går under hans navn. Han skriver til sin broder ingeniøren (1—7—1886):
Din plan at søge understøttelse til det store værks fuldførelse, går ikke. Hvad vilde Du sige om en skrædersvend, der ansøgte regeringen om et par hundrede kroner for at sætte nogle filosofiske idéer på papiret. Ved sin ansøgning vilde han publicere sig selv for alverdenen som den, der gik svanger med store idéer. Sæt nu også, at der gaves en regering så dum, at den gik i gyngen, at skrædersvendens filosofi blev sat i verden men viste sig at være vås, så vilde Per og Povl tage sig et billigt grin over den filosoferende skræder, men ikke nok dermed: alle vilde tabe agtelse for manden i hans egenskab som skrædersvend, uagtet han naturligvis kan være lige så god en skræder efter sin filosofiske rus som för den. Hvis min idé glipper, så er der ingen andre der véd det, end jer og ingen andre vil derfor finde på at ansé mig for en fusker i mit oprindelige fag. Pengene er tabte, det er det hele, og hélt dog ikke, thi jeg har da et interessant om end kostbart stykke legetöj for mine udlæg. Men den som intet vover, han vinder heller intet. Skulde idéen flaske sig så nogenlunde, så er der ikke det mindste i vejen for at få dobbelt dækning for den pekuniære kraftanvendelse under form af en understøttelse til „fortsat experimenteren“.
Men efterhånden blev han fuldstændig overbevist om, at han var inde på den rette vej. Årsagen til at
