LXXX
KARL VERNER.
mål at bestemme de enkelte lydes bølgesammensætning: den enkelte bølges störrelse, bølgernes antal og deres indbyrdes forhold — eller som han udtrykker sig over for Forchhammer: at kunne påvise den fysiske årsag til forskellen mellem i og j. Til at bestemme et bølgeforhold har Verner fundet sin forbedrede maskine tilfredsstillende. De unöjagtigheder, der fulgte af apparatets ufuldkommenhed, var de samme for alle bølger, og hovedresultatet kunde blive lige godt, særlig da han næppe nåede ud over beregningen af vokallyd med deres enkle forhold.
Ved siden af sine fonometriske studier skrev han i sommeren 1888 sin afhandling: Om store og små bogstaver (s. s. 116 ff.), — et indlæg i den dengang hidsige retskrivningsstrid. Verner havde fra sine unge dage, da han spekulerede over forholdet mellem det talte og skrevne sprog, interesseret sig for retskrivning. Han var dengang yderst radikal, ønskede Tyrken måtte komme herop og udslette alle spor af fortiden, så der kunde blive jordbund for en ny rationel retskrivning (s. s. 153 f.). Denne radikalisme, som Verner kun i ringe udstrækning lod komme til orde i sin egen skrivemåde, var der ingen brug for i 1888, da det kun drejede sig om at få anvendelsen af de store bogstaver indskrænket til det mindst mulige. Både den nedsatte kommission og ministeren var for det, da pludselig E. v. d. Reckes pjæse udkom og gjorde et vist indtryk. Fra modstandernes side ønskede man en gendrivelse af Reckes ret løse argumenter. Dette arbejde tilbød Verner at påtage sig; selv havde han altid kun anvendt små bogstaver i navneordene. Man tillagde det en vis betydning, at en så anset sprogmand rykkede i ilden; og andre holdt sig derfor tilbage. Han fik virkelig også arbejdet færdigt, dog först efter at reskriptet med de store bogstaver forelå. Hovedöjemedet med hans arbejde var dermed bortfaldet, og han lagde det så til side.
