57
113 D Første Bog. 25. og hvis Landsdommere, eller andre Overretters Betiente det nødigt befinde, besynderlig i Ere- og Livs-Sager, at Vidner for dem i egen Person skal forhøris, og de lovligen stævnis for deris Vidner at forklare, og at overvejis, og imod andre at forhoris, da bor de at mode, eller bøde Sagsøgeren og Herskabet, hver tj Lod Sølv, med mindre de lade svære deris lovlig Forfald.
26. llers, maar Vidner albeskyldis, og ej deris Ære og Fælding angaar, som vuduet have, da skulle de ej stævnis til at møde. 27. Naar Saat, AKNTC; P: vundet § 25: Reces 1643 2. 6. 23; Frdg. 1654 11. Juli § 2. § 26: Frdg. 1654 11. Juli § 2. N 13. Capitel. 114 27. aar enten af Parterne, efterat Dom udi Sagen gangen er, kand finde nogen bedre Sandheds Oplysning og Bevisning, end som for Retten haver været, da skal hannem ej formoenis det at giore, saa fremt hand med sin Eed bekræfter, at hand om samme Bevisning til forn ikke haver været videndis, eller den kunde have bekommet, paa det at hand samme Bevisning for højere Ret, naar Sagen der indkommer, kand fremføre; Men, naar paa. Sagen i Kongens højeste Ret kient er, da tilstædis ingen videre Proces. Ting 28. ingsvidne er det, der gode Mænd, Tinghørere, Tingmænd, eller Stokkemænd, som paa Tinge 1 Saat. AKNPU, T: ham § 28: JLov 1,38 og 1.37, Reces 1558 § 14.
