Spring til indhold

Side:Kong Christian den Femtis Danske Lov, V.A. Secher, 1911.pdf/139

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

84

167 Første Bog. navngive hvis andet Gods hand til Udlæg begærer, og den Skyldige ingen Ret have hannem at henvise, hvor hannem selv lyster; Ej heller maa de, som Indførselen giøre, Sagsøgeren andenstæds imod hans Villie og Samtykke indføre; Men hvis den Skyldigis Boe, eller Jordegods ej kand tilstrekke, san Sagsøgeren deraf kand naa skiellig og billig Betalning, som før er mælt, da skal til dens Fyldistgiorelse Indførsel og Udlæg skee, først i det næste Gods, dernæst i Hovedgaardens Taxt, og endelig i Gaardens Bygning, eller anden Boepal, indtil Sagsøgeren for sin Fordring paa forskrevne Maade fuldkommelig vorder betalt. 26. g staar det Sagsøgeren frit 0% for at 24. Capitel. 168 at lade sig indføre i hvis Gods, som af den Skyldige afhændet, eller pantsat, er til andre, siden Sagsøgeren hannem, enten Maning, eller Stævning til højeste Ret, lovligen haver ladet forkynde, eller Arrest giort paa hans Gods, eller Person, eller Nams, eller Indførsels, Dom over hannem forværvet. Men ellers skal intet, som lovligen er afhændet tilforn, eller noget lovligt Pant, red hvad Navn det og nævnis kand, ved saadan Udlæg, eller Indførsel, præjudiceris. H 27. aver nogen taget anden i Fellig med sig, og haver ej Tinglyst hvad hand indførte i Fællig, og vorder enten af dem, som i Fællig ere, dømt til at lide Nam, eller Indførsel, da maa der skee Nam og Indførsel 1 1 sel, $ 26 i St.: Frdy. 1663 13. Juni. $ 27: Lov 271.