3
FORERRINDRING. text, som kommer oprindeligheden nærmest, og kun i anmærkninger at meddele afvigelserne. Men hvilke afvigelser? alle eller et udvalg? de, der kun angive en anden mening? eller alle forskellige skrivemåder af samme ord? Når man er kommen til dette andet trin, skönnes let, at man snart må gå over til det tredie: af alle håndskrifter at danne en text, der kommer oprindeligheden så nær som muligt, såvel med hensyn til indholdet som til sproget, og så, hvad der ligefrem folger derpå, at kaste alle intetsigende ændringer bort, som unyttigt gods, hvoraf læseren ikke kan lære det mindste. Med hensyn til indholdet når det af alle mere eller mindre meningsløse læsemåder er udfundet, hvad stedets mening er og nødvendig må være, så kan det kun for den strænge kritik have nogen interesse at vide, hvilke da alle disse meningsløse læsemåder ere. Læseren i almindelighed önsker kun at vide meningen, og har kun brug for den, ikke for det meningslese; oprindelig må den jo have været til, om den end i håndskrifterne er bleven nok så forstyrret. Og just det trykker stemplet på en god udgiver, at han har vidst at finde den rette mening og i hvert tilfælde kan godtgöre, at det, han har udtrykt, er det som afskriverne vilde udtrykke, hvis de forstode det de skreve af. Med hensyn til sproget: sproget, altså ethvert ord deri, må nødvendig til en given tid have haft en viss form, og der må i alle dets dele have hersket nogen ensformighed og harmoni. Når denne sprogform engang er udfunden, så har det for læseren ingen videre interesse at vide de mangfoldige forskellige måder, hvorpå samme ord er skrevet, hvilket kun forstyrrer opmærksomheden på den rette form. Disse betragtninger have ledet mig til felgende grundsætning: Det simpleste, det mest mekaniske, det mindst
