4
FORERINDRING. ansvarsfulde er at udgive håndskrifterne som de ere; men det bedste er, at studere håndskrifterne, deres indhold og deres sprogform, og derpå at give begge i deres störst mulige oprindelighed. Og det bör især anvendes her, hvor der ikke er tale om at udgive et skrift, der kun er til i et enkelt handskrift, og hvis indhold næsten er ligegyldigt, men om et skrift, som en af vore love, hvis indhold i mange henseender er vigtigt og derfor bör göres let tilgængeligt, og som haves i en stor mængde afskrifter. Indholdets oprindelighed må altså gengives, det vil sige den første oprindelige mening af hvert sted, den mà nu i håndskrifterne være nok så forskellig udtrykt, ja endog forstyrret. Dette kan kun ske ved at sammenligne alle håndskrifter med hinanden og hvert håndskrift igen med sig selv, for igennem de brugte tegn at komme til det rette ord, og derpå at anvende al den forkundskab, som sagen selv kræver, indtil den virkelige mening er udfunden. Sprogets oprindelighed har en snævrere grændse, den kan ikke gå videre, end håndskrifterne række; og den må udfindes ved en lignende sammenligning. De forskellige skrivemåder ere fremkomne, snart ved skodesløshed i skrifttegnenes anvendelse, snart fordi formen er afsløvet og på en eller anden måde forvansket ved den mere dagligdags udtale, snart fordi der virkelig i tidens leb er foregået en forandring i sprogformen. Alt dette må vel adskilles fra hinanden. Det blot skadesløse fortjener ingen opmærksomhed; den afsløvede form må fores tilbage til den fuldstændige, når denne i bevidstheden var til; men de til forskellige tider forskellige former må ej forvexles. Det kommer derved an på, på hvert sted at vide, om den fuldstændige, fra den forbigangne tid overførte, form endnu er til, eller om sproget har opgivet den og antaget en anden. Er den oprindelige
