6
FORERINDRING. ikke fornedent; men første gang man forsøger noget, hverken kan eller tör man bortkaste alle tilvante lænker. Om behandlingsmåden tilföjer jeg nogle bemærkninger, der tillige må tjene til undskyldning for, at jeg ikke i et og alt har opnået hvad jeg havde for öje. Af håndskrifter haves der nok, men intet, som kunde lægges til grund. Det som både Kofod Anker og Kolderup Rosenvinge have ladet aftrykke (Arnæ-Magn. nr. 286 fol. her betegnet AM.) må disse udgivere have anset for det fortrinligste, siden de have lagt det til grund for deres udgaver; det har jeg ikke kunnet finde; det er i sprogformen meget blandet, og på adskillige steder med hensyn. til indholdet uefterretteligt. Oprindeligt kan et sådant håndskrift ikke have været. Af det flensborgske (F) har jeg ikke kunnet benytte uden en afskrift og Rosenvinges rige variantsamling. Den viser i sprogformerne mange afvigelser fra AM: F har f. ex. hvilkt, hvor AM har hvilt; allæ for ollæ; thyrft for thirft; fatoka (mæn) for fatok; thic for thec; sighæ for segeh; annæn for ant; mykæt for meket o. s. v. Men hverken disse eller andre håndskrifter vise nogen overensstemmelse med sig selv. En viss bestemt sprogform må dog afskriveren have haft for öje eller ere, men ingen har med nogenlunde sikkerhed udtrykt den. Han skriver i samme åndedrag det selvsamme ord snart så, snart så: af og of; sik og sek; burt og bort; nefnd og nefuend; laghe og laughe og lauhe; eghn og eg hæn, o. s. v. i det uendelige. Det vil sige, han har haft en vis svævende udtale for öje, men ikke vidst, hvorledes han skulde udtrykke den. Hvad var nu herved at göre? Hvad skulde man holde sig til? til den mere dannede, med oprindelsen overensstemmende, udtale eller til den dagligdags, til dialektens ?
