7
FORERINDRING. 7 Det sidste var såre fristende. Der forekommer vistnok i håndskrifterne mange jyske former; ved at rive dem ud af deres forbindelse, kunde man sige, vil det levende indtryk nedvendig forsvinde, som frembringes ved den sammenhængende tale; loven er nu engang, kunde man tænke, til på jysk, den bör derfor ingenlunde ligge hen så godt som ubrugt, hvilket vilde ske, når sproget deri omsættes fra jysk til dansk. Udgiveren bör da følge de båndskrifter, hvori den jyske dialekts egenheder ere bevarede, men naturligvis således, at den tit og ofte forstyrrede harmoni også her bliver bragt tilveje. Så kunde man tænke. Adskillige af disse egenheder ere i öjne faldende; men hvo der vil prøve på at gennemføre dem i sammenhæng, vil snart erfare, at han ikke vinder andet end en underlig broget, for ikke at sige barbarisk, text, der i det mindste ikke har lighed med noget skriftsprog. Og uvisst bliver det endda, om det nu er jysk tale fra den tid. Tværtimod, det er det ikke. Thi jysk talebrug findes hist og her adspredt næsten i alle håndskrifter, men der må have været og har været utallige former i den tids tale, som intet håndskrift har udtrykt. Håndskrifterne have ikke gengivet den mundtlige tale fuldstændig; den kan ikke tilvejebringes af dem. Den kan altså, da alle andre midler mangle, slet ikke tilvejebringes. Heller ikke går noget tilbage til den tid, da loven blev givet. Var det afskrivernes hensigt, at udtrykke ram jysk udtale, at sige i det hele foredrag, så have de været lidet heldige; det kunde da aldrig være faldet dem ind, strax ved siden af en betegnelse, der tyder hen på en dialektudtale, at stille en anden, der giver ordet aldeles i sin almindelige form; ja den ene bog i loven er i denne henseende i samme håndskrift ikke lig den anden. Vilde man nu forsege på at tilvejebringe og udtrykke nogen
