8
FORERINDRING. harmoni deri, så kan det heller ikke lykkes, med mindre man forst opfinder et nyt fuldstændigt bogstav system. Derhos se rigtig nok mange former ud, som de herte dialekten til; f, ex. når næfnd tillige skrives: næ fuænd, næuænd, næuæn, o. s. v. eller lagt skrives: lagh, lahg, laugh, lauw o. s. v.; men alt sådant tilhører jo ikke den jyske dialekt mere, end enhver anden. Eftersom nu samme håndskrift har fremherskende former af begge slags, platte og ædle, og ingen harmoni kan erholdes ved at lade begge råde; så er det billigt, at det platte må vige for det ædle, og at udgaven gengiver det, som afskriveren vilde give, hvis han altid havde været opmærksom på sig selv: betegnelsen af den mere med oprindelsen, end med den daglige tale overensstemmende udtale, hvilken sidste altid er svævende. Skulde nogen imidlertid foretrække den sidste, så står det ham frit for, på hvilket sted han selv finder for godt, at tænke sig den platte udtale; thi den forskellige skrivemåde er sandelig ikke bunden til sammenhængen, men ganske og aldeles tilfældig. Med de grammatikalske former er det en anden sag; de lade sig lettere gribe end den flygtige tale. Hvad indholdet angår, da har jeg allerede bemærket, at det ikke var denne udgaves hensigt, at folge nogetsomhelst håndskrift alene, men at give meningen således som den ligger i alle håndskrifter tilsammen og i tingen selv. Om de enkelte steder, hvor oplysninger herom ere fornodne, må jeg henvise til anmærkningerne bagved texten. Ordfolge, stil o. desl. har jeg ligeledes forsøgt at give således som de forekom mig naturligst, uden at binde mig til noget bestemt håndskrift. Urigtig, ved skødesløshed og uagtsomhed fremkommen, skrivemåde har jeg ligefrem rettet. Hvorledes kan det falde
