130
ENDRINGER OG ANDRE 3.57. Stedet 57. stuf: her, ligesom i begyndelsen af næste kap. læser R scogh, efter Rosenvinge; men det er vel stogh (stugh), som er en anden skrivemåde for stuf. fortå fallæt: forta fallæt (således AM og andre gode håndskrifter); forta eth felleth, A; forthæ fællæt; den lat. overs. har: nisi illud sit forta fælæth in villa; den danske: ej uden det er forthefellit i by; et håndskrift springer ordet forta over. kan forstås på adskillige måder; for det første kommer det an på, om de to sætninger stå i forbindelse med hinanden eller ej, med andre ord, om utæn skal oversættes ved: men eller ved: med mindre; dernæst om forta skal springes over, så der læses blot: utæn of that ær fallæt ell. fællæth; endelig om der skal læses fallæt eller fællæt eller fællæth, og om det nu skal forklares af at fallæ, det er, vel at mærke, at være beliggende imod, at vende imod, eller om der menes en fælled (forta æth fællæth). Da nu stuf hverken kan være forta eller fælled, så forekommer det mig, at fallæ og fallat må tages i den første betydning, således som det oftere bruges, f. ex. i begyndelsen af næste kap. of bys fælæth fallær gen, det er, støder til, og i det bekendte: at sol fallæt, beliggende mod solen. Meningen bliver da, som Rosenvinge allerede har antaget: for stuf gærder man ikke, med mindre det steder til, grændser til, fortà i by. I dette kap. tales nemlig også nærmest om by og bol (tofte), i næste om vang. hofthumgårth ell. hovæthgarth: i den lat. overs. hofthumgarth ell, höffdegerde, hvilket sidste er ordets oprindelige form (hoved- eller höfde-gærde, af isl. höfut og höfði).
