9
FORERINDRING. 9 nogen udgiver ind at besvære læseren med at rette skrivfejl eller forlange af ham, at han skal finde rede i forvanskede og meningsløse ord. Når håndskriftet har et bogstav for meget eller for lidt, som rætthe for rættæ, åtthe for åtte, fotthæs for fotheæs, fyre for fyrræ, thritthig for thrithing, iorh for iorth, frythær orh for frygthær orth; eller omsætter bogstaver, som iafneht for iafneth, enik kop for enki kop, repe for reep; eller aldeles forfejler udtrykket af lyden, og har f. ex. kæpeiorth for kepeiorth, sækæ for soka, hura for huræ, tho et for tho at, lærgraf for leergraf, æn for en, dæl for del, ja endog slige ting som efter father derh for efter father doth (r for t); at stolnæ for at stofnæ (1 for f); stangæt for stungæt (så at bierne komme til at stange kvæget isteden for at stinge det); eller ved skrivfejl har fået aldeles urimelige former, som göreres for göres; så må en troskab, der vil gengive alt sådant, betragtes som en åbenbar utroskab imod sund sans. Alt sådant har jeg rettet, endog uden at angive det. Ligeså simpelt er det, at når ord ere glemte hist og her, som sammenhængen nodvendig kræver, så ere de indsatte hvor de mangle, ligeledes uden at angives, med mindre der på et eller andet sted var nogensomhelst grund til tvivl. Ved retskrivningen har jeg gjort det til grundregel, at følge den i de ældste håndskrifter forekommende, men således, at den er bragt i overensstemmelse med sig selv; og ikke at tilföje betegnelser, der i almindelighed ere håndskrifterne fremmede, med mindre de strax uden videre kunne adskilles fra de gamle. Når skrivemåden tillige griber ind i lydlæren, kan tingen derved blive mere forviklet; derfor skal jeg anføre nogle bemærkninger om de enkelte tilfælde. Lyden & udtrykkes i håndskrifterne ved a eller aa;
