10
FORERINDRING. sædvanlig kun med a, men brugen af aa viser dog tydelig lyden; som i raath, aar, laas, maal, saar (sår og till. såret), smaa, aa (ejer), en aa; derimod hyppigere, hvor der dog ingen tvivl er om lyden: nar (eller naar, nutid af at nå), a (på) o. s. v. I håndskriftet R fra Ribe udtrykkes denne lyd også ved ǎ, d; denne skrivemåde er da god jysk, og der er tilstrækkelig grund til at anvende den, thi den mindre erfarne læser spares derved for den ulejlighed næsten overalt at måtte overføre tegnet a til lyden å. Den bruges derfor overalt i denne udgave, hvor der ingen tvivl er om lyden. Fordobling af selvlydstegn har jeg ikke anset for nodvendig. I håndskrifterne forekommer den vel, men kun undtagelsesvis, ikke som regel, og ved alle selvlyde; f. ex. reep, i geen, een, steen, eet, veet, eeth, ec, breef; men også meen for men (mænd), leen (ellers læn), ja endog meel (mellem) o. desl.; siin, siit, liif, friith; men også iin (ind); gooz, took, stooth, loot (lod), bool, boos loot, doom, noon, root, a moot (imod), boot, boor; men også stook (stok, der også skrives stogh), foor (for, fore, for langt å); huus, uut, thjuuf, stuuf; sææth (sæd), gæær (går), næær (nær), mææl; neet (kvæg), broet, loos, frees, leen (skjuler), keep, door, meer (meer), hee, foeræ (fore). Oprindelig var meningen at trække begge tegn sammen, hvilket hyppig findes ved o0. Understøttende e forekommer i det höjeste kun som en enkelt undtagelse og i håndskrifter fra en senere tid; som boer for boor. At anvende det vilde fere til en uendelig forvirring. Undertiden udtrykkes også selvlydens forlængelse eller dybe lyd ved et især efter medlyden tilföjet h; som domh (for doom), reth eller ræht (for ræt). Til denne enkeltstående brug kunde der ikke tages hensyn.
