11
FORERINDRING. 11 Beslægtede nærliggende, men dog forskellige, lyde ere i udgaven adskilte, selv hvor de i håndskrifterne ere blandede. Hvad for det første forholdet imellem e og e angår, da lod der sig vel, til at udtrykke disse lyde efter deres oprindelse, danne et sammenhængende system, ved, som man har foreslået, at antage flere betegnelser: e, é, æ, ä; men der vilde kun være tilstrækkelig grund til en så kunstig betegnelse, når tiden i sin bevidsthed klart havde bevaret denne lydenes forskellige oprindelse. Håndskrifternes beskaffenhed viser, at dette ingenlunde er tilfældet. Ilverken oprindelsen af a eller af i eller af -r i hovedstavelsen eller i endelser, skilles fra hinanden, men udtrykkes aldeles i flæng, snart ved ez snart ved æ. Imellem dem må man vælge. Håndskriftet AM viser tilböjelighed til e, som i tilsiunemen, sette, bonden, overensstemmende med den oprindelige brug; ved at vælge e kunde også forbeholdes for tvelyden è, der i håndskrifterne udtrykkes ved e eller e, ae, ee (som ræt, rææt eller reet; fe eller fæ), såvel som for de tilfælde, hvor de er freinkommen af tvelyden æ (som klæthe). Men herved måtte der tillægges afskriverne en bevidsthed om overgange, som allerede var fordunklet; for de fleste læsere vilde brugen af e i næsten hver stavelse, hvor vi nu bruge e, have noget meget forvildende, og for at adskille lydene e og e, måtte der da nødvendig anvendes et accentueret é. Endskönt jeg allerede havde afskrevet hele loven på denne måde, har jeg derfor endelig bestemt mig for håndskrifternes egen langt overvejende brug af æ, hvorved denne lov tillige kommer til at se ud som de andre, hvor brugen af æe er ganske almindelig. Hvad brugen af a og å, angår, da forekommer der adskillige ord med å (aa), hvor man vænter a; som saac for sak, sag; aal, aalh, for al eller ol, saam, samme;
