12
FORERINDRING. saat, sat, vaar, var, draap, drab og dræbte, raan, ran. Dèr har jeg enten blot skrevet a, hvor jeg antog, at en svævende dialektudtale kun havde givet anledning til skrivemåden; eller anvendt å, hvor jeg troede, at grundsproget og den nuværende jyske udtale i forbindelse med flere håndskrifters hyppige brug hjemlede en lyd, der nærmede sig til a. IIvor der derimod kunde være tvivl om, om den oprindelige alyd var gået over til å, som i aldæ father, men håndskrifternes overvejende brug dog talte for overgangen, har jeg skrevet å, hvori både den oprindelige og senere udtale ligge. Når der derimod ingen tvivl kunde være om, at overgangen var sket (i det nemlig begge skrivemåder forekomme i flæng) har jeg brugt o, som i varthær, vort hær (bliver), der således blev forskelligt fra vårthær (af at varda). Da tegnet over å altid er tilsat, kan læseren ikke tage fejl af den oprindelige skrivemåde. Ved brugen af o og å bruges i almindelighed det første for den lave brede lyd ó, det andet for den höje alyd; men det kunde ikke undgås, at jo også den sidste i de bekendte forbindelser blev udtrykt, ligesom nu, ved o. Deraf kan ingen læser lettelig nu tage fejl. Derimod kunde han måske være i nogen tvivl om, hvor o skal udtrykke den lave ólyd, der i håndskrifterne betegnes med o, oo (i R også ved ŏ). Alligevel har jeg ikke accentueret disse ord; thi det tör vel antages, at enhver, der benytter dennne udgave,
har så megen indsigt i den tids sprogform, at han ikke lettelig kan tage fejl af lyden, skönt den i nogle ord afviger fra den nuværende. Imidlertid skal jeg her anføre nogle exempler, som ville være tilstrækkelige til, også at göre opmærksom derpå; med ó udtales: tho (dog); bo (at bo), bor (bor), goth (god), floth (flod), stodh (stod), skogh (skov), bot (bod), mot (mod), bol (bol), dom
