13
FORERINDRING. 13 (dom), tok (tog), non (der også skrives noon), hjon (ægtefolk og tyende), goz (der også skrives go oz, gods), hos (der også skrives hoos, hosa, hos), thorsdagh, sokn (sogn), også lot og i 1. lotæ (lod, hlutr, der også skrives loot, t. loos). Derimod udtales o som å i sådanne ord som kost, openbar (åbenbar), nokær (nogen), foræ (for), stolæt (stjålet). ær, U og y ere beholdte i ord som sun (sön), i fl. synnår bevidstheden om sådanne former tydelig foreligger i håndskrifterne. Derimod har jeg beholdt det hyppigst forekommende konæ, skönt der også forekommer kunæ. Lyden y er undertiden skreven i, som i sinær (for synær, sönner); thirfth for thyrfth; her er det oprindelige y beholdt, når det fandtes. Lydene ø og ö adskilles ikke i håndskrifterne; men brugen af dem tydeliggör læsningen, uden at kunne forvirre nogen. Endelsen i, je udtrykkes i håndskrifterne ved y, som riky, eller i, som riki, engi, væri, eller je som værja. Her har jeg anvendt skrivemåderne i og jæ, der må betragtes som samtidig brug for samme endelse. Brydning finder ej sjælden sted; hvor det ene håndskrift f. ex. har skilnath, har det andet skjalnath, og i samme håndskrift findes begge former. Også disse former må anses for samtidige. Hvor derimod brydningen af i ikke blot er gået over til ja, men tillige til je, som i sjalf, sjælf; hjalpæ, hjælpe; gjaldar, gældær; fjarthing, fjærthing; tjald, tjæld, har jeg stundum beholdt den ældre form, skönt den senere er temmelig almindelig. Medlydstegnene ere anvendte som de hjemles i håndskrifterne, dog også her således, at der indbringes större
