14
FORERINDRING. harmoni deri. Altså skilles th (=d) fra t, skönt de ofte forvexles, o. s. v. Herom kan især folgende bemærkes: th udtrykker og d, men der forekommer også d (forskelligt fra ) som i fod eller fødd og forlænget naturligvis med dd, som i fodde; f hruges for i enden af ord, men når en selvlyd kommer efter, findes begge skrivemåder; den sidste er foretrukken, som havæ, ærvæ, halvæ; d eller th forbindes ikke sjælden med s til Z som ræzel for ræthsæl; gæzlæ for gætslæ, o. s. v.; d efter log n er ofte bortfaldet, som al, fall, man. Enkelte og dobbelte medlyde, der udtrykke en forskellig udtale, forekomme undertiden i flæng; her er den oprindelige udtale foretrukken, når den forekommer, som kumæ, komme, samæn, sammen, gamæl, gammel, men liggæ, ligge, skönt der også findes liga, bægga, begge, skönt der også findes bægi; også pænning, som er den sædvanlige form. Ord med oprindeligt è, hvor udtalen er lang, som ræt, rætæ eller rættæ, har jeg, når de forlænges, skrevet med tt, hvorved de lettere genkendes, men læseren må herved erindre sig den rette udtale. Ved sammenstød af tre medlyde er gerne den ene falden bort, som hvilkt (eller med bortfaldet t hvilk) eller hvilt; særmærkt, særmært, særmærk; her er i almindelighed den midterste form den mest herskende. Overalt er anvendt j foran en anden selvlyd for håndskrifternes i, hvor udtalen kræver det; læsningen bliver derved lettet, og forvirring kan ikke opstå deraf, da j ikke forekommer. Ligeså for u og w. For resten er der lagt vind på at give sprogformerne så rene, som håndskrifterne tillode. Ilele loven igennem findes snart of, snart af (hvist, hvilket sidste skal udtrykke samme udtale, men ganske forstyrrer læsningen; allevegne er derfor sat of. Ligeså al for ol o. desl. Når der findes
