15
FORERINDRING. 15 husfre, husfræ, husfre (ikke husfru), så spörges der om, hvad afskriveren derved har ment, men der kan næppe være tvivl om, at han mener den første form, skönt han også skriver den anden, eftersom han for fresgjald også skriver fræsgjald. Da der findes både fælagh og fælugh, fællægh, fellegh o. s. v., så er i almindelighed den første form foretrukken, som den, der kommer oprindelsen nærmest. Ligeså fatok, fl. fate kæ, skönt der også findes faluk, fategh, o. desl. Derimod ere tillægsordenes endelse -ugh, -igh, -egh ansete for samtidige, der næppe i udtalen have været skarpt adskilte. De mangfoldige udvidede former, der hyppig forekomme ved siden af de simple, som nauen for nafn; eghan for eghn, egn; næ fuænd for næfnd, ere ombyttede med de sidste; hvo der vil have den mere slæbende udvidede udtale, kan selv anbringe den overalt hvor ham synes for godt. Ligeså er saght sat for sagh, saugh, o. desl.; dagh for daugh, dauw; laghæ for laughæ, lauhæ o. desl. De hyppig afkortede former, som gif for givæ; thæs for thæssæ; hen for hennæ ere givne fuldstændig; også her kan hvo der vil kaste endelsen bort. Sit og sint afvexle i mange håndskrifter; derfor har jeg ladet den sidste form blive stående på adskillige steder. Levninger af gamle böjningsformer har jeg søgt at bevare, hvor håndskrifterne gave nogen lejlighed dertil; f. ex. nytæ there spæktæ (for spektar), uagtet de fleste have spækt. Nutidens flertal er ofte lig entallet, som bor, fl. bor og bo; her er den rette flertalsform bevaret, når et af de bedre håndskrifter have den. Navneordenes ubestemte form er den ældste, men den afvexler hyppig med den bestemte, f. ex. logh (ell. loghæn) skal væræ ærlik; her er også den ældste brug anvendt, når
