16
FORERINDRING. et godt håndskrift har den; imidlertid må bemærkes, at det der ser ud som den bestemte form ikke altid er det, men levning af en hensynsform; f. ex. then thær for sakæn ær hedder også for sakum; og ved that thær i loghæn ær skrivæt kan tænkes på i loghum. Skönt jeg således havde håbet, at bringe alt til en viss harmoni, har denne alligevel ikke ganske været til at opnå; når der f. ex. skrives: han, man, uden d i slutningen (ikke hand, mand, thi det kunde ikke gennemføres, uden ganske at tilsidesætte håndskrifternes herskende brug, og at gå over til en senere), så kunde der dog ikke, som der egentlig skulde, skrives hun (for en hund), ban (for et bånd), han (for hand, en hånd) o. desl. (hvilket også var ikke blot forstyrrende, men imod håndskrifternes brug). Således kunde måske nogen undre sig over, at der er optaget stjup, ikke styp, og derimod flere gange lyt, ikke ljut; men det grunder sig derpå, at stjup og styp stå ved siden af hinanden eller herske i samme håndskrifter, deraf valgte jeg da det ældste; derimod er lyt det mest herskende, og ljut horer kun enkelte håndskrifter til. Ved sådanne tilfælde er det altså i öjne faldende, at retskrivningen endnu bevæger sig i en svævende tilstand; men så meget er dog vundet, at læseren ikke idelig og overalt forstyrres ved modsigelser. Nogle uensformigheder findes der imidlertid også som en følge af det vanskelige i at bestemme alle overgange, men især af den afbrudte måde, hvorpå trykningen er sket; disse mangler ville dog ej være större, end at læseren nu, da han har loven let tilgængelig for sig, uden besvær vil kunne afhjælpe dem. Disse bemærkninger ere ikke udtömmende, men kunne dog give læseren en forestilling om behandlingsmåden.
