Forerindring. Den måde, hvorpå man sædvanlig udgiver vore gamle håndskrifter, er bekendt. Man vælger et eller andet fortrinligt håndskrift, lader det aftrykke således som det er, og tilföjer alle de andres afvigende læsemåder. Denne måde er simpel, let anvendelig, og hvor det gælder om, på hvert enkelt sted at få en tilforladelig efterretning om håndskrifternes læsemåde, tillige tilfredsstillende. Det er i almindelighed den, man griber til og må gribe til, så længe sprogformens beskaffenhed i alle dens enkeltheder ikke er kommen til klar bevidsthed. Den har tillige, når udførelsen er fuldkommen pålidelig, den store fordel, at en sådan udgave kan træde isteden for alle håndskrifterne; når den ved trykken er foreviget, kan man kaste håndskrifterne bort. Men på den anden side har denne behandlingsmåde sine store mangler. Det er allerede vanskeligt nok, at få et eneste håndskrift nöjagtig aftrykt; skal der nu samles ændringer (varianter) af en stor mængde andre, så indløber der lettelig en hel del fejl; og det viser sig næsten altid, at man ved tvivlsomme steder, hvor megen flid der end er anvendt på udgaven, dog må ty til håndskrifterne selv, for
