2
FORERRINDRING. at overbevise sig om, at udgiveren ikke i en eller anden henseende har læst fejl eller misforstået stedet, eller at der er indløbet trykfejl o. desl. Dernæst (og det er en hovedanke) tilvejebringes der ved at lade et enkelt håndskrift som grundlag aftrykke med ændringer af de øvrige ikke nogen god læselig text. Den sletteste læsemåde kan stå i texten; den bedste må søges i ændringerne. Isteden for at få et skrift, som læseren med tryghed kan læse i sammenhæng, får han kun alle apparaterne til et skrift, der endnu slet ikke er til. Han må selv danne sig det, nu læse oppe, nu nede, idelig forstyrret af den ene talhenvisning efter den anden, og selv sætte det sammen. Men det er et möjsommeligt og yderst trættende arbejde, når han således skal samle det gode sammen af de med henvisninger belæmrede anmærkninger, der indeholde ondt og godt imellem hinanden. Læseren må da selv påtage sig en god udgivers hværv; han må allerede besidde grundig indsigt i sproget med alle dets afvigende former og skrivemåder, nöje bekendtskab med indholdet, der måske ingensteds er fuldkommen nöjagtig angivet, imedens det derimod som oftest netop er hans hensigt, ved skriftet at erhværve disse. En sådan udgave, der for granskeren beholder sit uomtvistelige værd, er kun god, når den er fuldkommen pålidelig; men selv da ikke skikket til at levere læseren en velordnet og sammenhængende text. Det lod sig tænke, at udgiveren havde gjort noget. forarbejde dertil; han kunde f. ex. i den egentlige text ikke holde sig til et eneste håndskrift, men optage de bedste læsemåder af alle. I så fald .har han forladt hin første grundsætning for udgivelsen og er trådt ind på det andet trin. Meningen bliver nu, af alle håndskrifter at danne en
