1841
413
Fr. om Beviset i criminelle Sager 4-6 §. hans foregaaende Bandel vidner om Tilbeielighed til en saadan 8 Sept. Forbrydelse, som den, der er Gienstand for Paatale. Saa skal det og, i lighed med hvad § 3 allerede tildeels har fastfat, være en almindelig Negel, at den Beviskraft, som de ellers mod den Paagieldende talende Omstændigheder have, foreges, saafremt han ved tilbageholdende, vaklende eller ufande Forklaringer har vist Bestræbelse for at undertryffe Sandheden, hvorhos der dog maa sees hen til, om der have været særdeles Omstændigheder, som kunde bevæge selv den uskyldige til at tilbageholde Sandheden. 5) Saadanne Tilstaaelser, der formedelst en eller anden Mangel ikke have den fulde i 2. 1-15-1 hiemlede Berüiskraft, men dog ikke formedelst ulovlig Evang eller af andre særdeles Aarsager maae betragtes som aldeles ugyldige, saa og de Vidnesbyrd, der, enten som eenlige eller som aflagte af Bidner, der ikke kunne ansees som fuldgyldige, eller som ikke fuldkomment stadige eller famstemmende, ikke i og for sig udgiere et fuldt Bevjis, ber dog, under tilbørligt Hensyn til den frerre eller mindre Mangel, der findes ved Samme, komme i Betragtning til, i Forbindelse med saadanne Omstændigheder, som omhandles i §§ 1, 2 og 3, at bidrage til at udgiøre det Bevis, som disse Lovsteder fordre. Det samme bør og gielde om en Dræbts med Bestemthed og ved fuld Bevidsthed giorte Udsagn mod en bestemt Person som Banemand (cfr. 2. 6-6-15), faavelsom om enhver Forklaring, som ellers aflægges af den, der ved Forbrydelsen skal være forurettet, naar ingen Paastand giøres om Erstatning, saa og om den af en Medskyldig aflagte For flaring, især naar denne tillige paasiger sig selv en Brøde. 6) Hvad i Særdeleshed Tyvsforbrydelsen angaaer, da skal L. 6-17-10 og 11 for Fremtiden være faaledes at anvende, at Besiddelsen af stiaalne Koster i Almindelighed kun skal være tilstrækkelig til at fælde den som Tyvshaler, der ikke fan oplyse, at han paa lovlig Maade er kommen i Besiddelse af famme. Men, ligesom paa den ene Side ogsaa denne Birks ning bortfalder, naar Omstændigheder maatte være fremkomne, der svække det Beviis, som den ichiemlede Besiddelse ellers indeholder, navnligen saadanne, som omhandles i den første
