Spring til indhold

Side:Kongelige Forordninger og Aabne Breve, samt andre ved Trykken bekiendtgjorte Lovbud, tildeels i Udtog, og forsynede med Register og Henviisninger. XXIII Deel (1839–1843).pdf/95

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

1840

89

Fr. ang. Straffen for Tyveri m. M. 83 §. angaaende Tyvshæleri, være indskrænket til første Gang be- 11 Apr. gaact Forbrydelse. Canc. Pat. f. Slesvig og Holsteen ang. de af Cancelliet 11 Apr. ad mandatum udfærdigede Expeditioner, der blive at indfende til Confirmation. S. 124. demais Fr. f. Slesvig og Holsteen indehold. nærmere Bestemmelser 14 Apr. ang. Fremgangsmaaden ved udøvelsen af Subhastationsretten. S. 125. Fr. ang. Straffen for false Vidnesbyrd og anden 15 Apr. Meeneed m. M. Cancell. S. 129. [E. S. 521, jvfr. Vib. St... 1. 302. II. 1630. Roest. St. T. II. 2564. 2580.] Gr. Efterat have taget de af begge Forsamlinger af de danske Provindsialstænder indgivne Betænkninger over det dem Forelagte Udkast til en Fr. ang. Straffen for falff Vidnesbyrd og anden Meeneed m. M., under noieste Overveielse, har Kongen fundet for godt at befale, som følger: 1) Falske Vidner skulle for Fremtiden, istedet for at dømmes efter Lovens 1- 13-9, hensættes til Strafarbeide fra 4 til 10 Aar. Denne Straf er anvendelig paa ethvert Widne, der har aflagt false edelig Forklaring saaledes, at det kan kiendes, at det forsætlig er afveget fra Sandhed, hvad enten dette bestaaer i, at det har negtet at vide, hvad der dog var det bekiendt, eller at det har foregivet Noget, der ei saaledes forholder sig, hvortil det naturligvis og maa henføres, dersom noget Vidne falskelig foregiver at vide det af egen Erfaring, som det blot har ladet sig fortælle af Andre, uden at den Tillid, Bidnet maatte have dertil, kan udeluffe Straffens Anvendelse. Ei heller kan det fritage noget Bidne for at ansees med foranførte Straf, at det ikke ved den Usandhed, hvori det har giort sig skyldigt, har villet skade Nogen, men at det derimod har ladet sig bevæge ved den Hensigt at afvende Skade og Ulykke fra Andre, og ligesaalidet at det har anseet den Omstændighed, med Hensyn til hvilken det er afveget fra Sandheden, for uvigtig, da det er et Vidnes ubetingede Pligt, uden alt videre Hensyn at udsige den rene Sandhed og Intet fordølge. Jevrigt have Dommerne, ved at modtage Vidners Forklaring og Ecdsfæstelse, paa det Omhyggeligste at førge for at bortfierne al Misfor