1844 232
232 Bekg. ang. Provindsialst. Betænkninger. 3 Jul, har Stænderne, ved at henlede Opmærksomheden paa de Ulemper, fom for Fattigcommunerne i visse Egne af Jylland, hvorfra jevnligen Individer af den tienende og arbeidende Glasse. udvandre til Hertugdømmene Slesvig og Holsteen, formcentligen opstane deraf, at Forsørgelsesretten i de giensidige Forhold imellem Kongerigets og Hertugdommenes Communer først erhverves ved 15-aarigt Ophold i en Commune, udtalt. det Duske, at de i denne og øvrige for Kongeriget udgivne Anordninger indeholdte Bestemmelser om Erhvervelsen af Forsørgelsesret, maatte funne giøres gieldende for Hertugdømmene, forsaavidt Collisionsforhold imellem disses og Kongerigets Fattigcommuner indtræde. Da Kongen imidlertid iffe kan antage, at en slig Forandring, der i al Fald iffe vilde kunne træffes, forinden saavel Provindstalstænderne for Siællands med flere Stifter som Hertugdommenes Standerforsamlinger derom havde hart Leilighed til at yttre sig, vilde være et tienligt Middel til at ashielpe hine Ulemper, saa har Kongen ikke fundet Sig fors anlediget til at foretage noget i Anledning af det saaledes yttrtede Ønske. Ligesaa livet har Kongen fundet, at den Omstændighed, at Kongerigets Communer, som Folge af at der hyppigere finde Udvandringer Sted didfra til Hertugdømmene end omvendt, i det giensidige Forhold til disse Communer oftere end de komme i det Tilfælde at maatte udrede Refusion for interimistisk ydet Fattighielp, kan afgive tilstræffelig Grund til, saaledes som Stænderne have foreslaaet, at anordne, at de Omkostninger, der falde paa de Trængendes Guur og Pleie m. m., giensidigen skulde afholdes af Communerne i den Provinds, hvori Trangen opstaaer, saaledes at den Trængende afgaves frit ved Grændsen, uden at vedkommende Commune funde fordre Erstatning for de nævnte Udgifter.. Fremdeles have Stænderne andraget paa, at der maatte tilveiebringes Giensidighed imellem Kongeriget og Hertugdommene Slesvig og Holsteen med Hensyn til Affindiges Forsørgelsessted, men, da ingen saadan Uovereensstemmelse i den Henseende finder Sted, som Stænderne have forudsat, saa vil ingen særegen Lovbestemmelse angaaende foranførte Gienstand være fornøden. Da det ikke ved Bestemmelserne i Anordn. om Fattigvæsenet
