107
T Resolutioner og Collegialbreve. 107 1662. Hvilke til Enkernes Fremtarv skulle sættes paa Rente. 24 Septbr. Ingen Præste Enke, som, efter denne Tid dette §. II. Foretagende begyndes, fommer i Enkestand, nyder denne Rente, med mindre hendes Husbond tilforn strar 50 Sldr. i det ringeste hertil giver haver. Hver §. 12. Præst, som hertil giver 50 Slettedaler, hans Huftrue, om hun ikke haver forseet sig, eller herefter forseer sig imod den 8de Artikel, haver efter hans dødelig Afgang aarlig at opbære 20 Sletted.; hver som giver 100 Sletted., hans Efterleverske nyder aarlig efter hans Ded 40 Slettedaler: dog haver Episcopus med Provsterne at dispensere udi Distric butsen, efter Rentens og Enkernes Beskaffenhed at forøge (u). Hvilken Præst, som ægter Enken §. 13. udi Kaldet, hvis sal. Husbonde til denne Brug, som forberørt er, Penge givet haver, er ikke obligerit videre at give, uden han selv af egen god Affection imod fattige Præste Enker det vil gjøre; men hvis samme hans hustrue ham fradser, og han sig igjen forandrer, haver han sig det første Aar, han sig paa my gifter, efter Art. II. at rette, om han ellers vil, at denne hans Hustru, efter hans dødelig Afgang, Noget af denne Rente skal nyde. Dersom §. 14. nogen Enke, efter sin sal. Husbonds dødelig Afgang, for vigtige Aarsagers Skyld ikke skulde forblive udi Kaldet, skal udi den Betingning, som steer mes den afdøde Præstes Efterkommere, ingen Respect haves til den Distributs de her bekomme, med mindre Kaldet er saa ringe, at deraf enten lidet eller Intet til Enken fan gives: da skal til saadanne Enkers Unders holdning lægges saa meget, som hun der kan synes at miste; men, paa det ingen Misbrug skal fee, stande (u) See C. 9 Septbt. 1720, s. 5, og R. 21 Novbr. 1738 S. 1, 2 Decbr. 1791, § §, 1 og 2.
