1744. 568
Kongelige Rescripter,
22 Maii, fene, om det skal ftaae enhver, og belt, den gemene Mand, frit for at fæætte sig op imod en Bræft, saasnart han i Sjeles forg og Behandling vil gaae videre end gammel Sædvane: faa er funden for godt, At de Klager og Beskyldninger, som offentlig imod Præsten er anbragt, ogsaa, for Consequences Skyld, offentlig skal dompes og ophæves; til den Ende Biskopen skal ved Provsten lade Menigheden bekjendtgjøre, at Kon gen med Behag har fornummen og opproberet denne Præ stes Ombyggelighed for fin Menigheds Didledelse til det sande Christendoms Wasen, og derhos med Mishag fors nemmer, at, da en stor Deel af Menigheden har skjen net det, og fundet selv Nytte deraf for deres Sjele, nogle Derimod, maaskee af andre styrkede og tilskyndede, ligesom med overlagt Raad har sat sig derimod, trodset imod saadant Præstens velmeente Diemerke, foragtet og ei vils det taale saapan special Sjelesorg, og forholdet ham der for hans Indkomster, hvilket, om det tjere skeer, Kons gen ikke vil at skulle sees igjennem Fingre med, men at saadan Banart skal straffes, naar det deres Husbonder eller Øvrighed angives; og skal enhver holdes til, at bevise deres Lærere, efter Guds Ord, den tilbørlige Lydig hed og Rettighed: men i det ovrige vil Kongen ikke appro bere, hverken at Præsten har ladet syge folk, som Sa cramentet har forlanget, hende uden Betjening, og det endda mod Provstens Advarsel, ikke heller, at Præsten vil bruge Afviisning fra Sacramentet som et Tvangsmiddel, for at bringe dem til Lydighed, hvilket ei ftaaer i en Præstes Magt at gjøre, uden i de Tilfælde, fom Loven siger, og naar han kan beviisliggjøre dem, en ten for grov Vankundighed eller fremturende grove Laster, da han dog, naar han mener at have saadan Aarsag, bør strax hver Gang anmelde det til sin Provst eller Biskop, og tage imod deres Belærelse og Raad. fering, og intet i saa vigtig Sag gjere af Selvraadigher; liges
