1785. 14
Kongelige Rescripter,
L 15 Janv. Proprietair af Gieldsstævninger til, eller Kiøber, Pantes eller Leie-Contracter med en Bonde, han har Dom over; og ei heller om Besætnings For Ret ved Udlæg i levende Live. Gr. Det af Forvalter Broager paa Baadesgaard ved Kams merets Prom. of 7de Decbr. f. A. communicerede Forslag gaaer ud paa: 1) at ingen for Gield maatte dievne nogen Bonde, over hvilken Vroprietairen haver ladet tage Dom for Restans cer, uden tillige for Bondens Forsvar at forfynde Stævnins gen. Men en saadan Korkyndelse for den Bondes Forsvar, over hvilken Dom er erhvervet, vilde blive baade overflødig og unyttig, thi Dombaveren, naar han vil bruge fin Dom, kan alletider snarere faae en allerede falden Dom ereqveret, end en anden Creditor kan erhverve Dom, faae den beskre ven, og oppebie Executions Tiden, og derefter giøre Erecu tion. Vil derimod Domhaveren ei ereqvere fin Dom, ber ingen anden Creditor derved hindres fra at bænde Dom over fin Debiter, og hos ham paa lovlig Maade søge sin Betaling. Skulde den forfte Dombaver hindres ved Appel, fra at erequere fin Dom, foreskriver Loven i 1 24-22, hvor ledes i saa Maade skal forholdes. 2) At ingen maatte ind gaae nogen Kiebe-, Pante- eller Leie-Contract med den Bonde, som Proprietairen har ladet tage Dom over for Restance, med mindre Proprietairen ved Paategning tilftod, at Bonden desuden havde det fornødne til Besætning og Reßancers Be taling. At en Domhaver kan altid være fitter paa, at den, han bar hændet Dom over, til hans Præjudice hverken kan sæl ge eller pantsætte sit Gods, det har Bovens 1-24 — 26 forget for, naar den byder, at faadan Afhændelse eller Pants fæining fan ikke hindre Domhaveren, at han jo i saadant afs hændet eller pantsat Gods maa søge fin Betaling: og hvad Leie Contract angaaer, da forbliver den leiede Ting altid dens Eiendom, som udleier den, og samme kan altid komme Dombaveren til Betaling; men hvad en gæstebonde Fulde have at udleie, fees ikke lettelig, da hans ger og Eng efe ter Loven ei kan bortleies. 3) At Korordn. af 15de Janv. 1701 og 13de Febr. 1722, som beftemmer, bvad der tilAvfingens Drivt forlods skal udredes af gæsterens Bo, naar en Bondegaard enten ved Dødsfald eller pan anden Maade bliver fæstelebig, "maatte ertenderes paa ethvert Nams- og Udlægs Tilfælde, imedens Bonden endnu er i levende Live'og ved Stedet. Du er det vel faa, at berorte Forordning af 1701 nævner alene, hvad Besætning forlods skal udtages, naar en Bondegaard enten ved Dedsfald eller paa andre Maade ledig vorder, og ei naar en Bonde sages i levende Live; men denne Forordning saavel som den senere af 1722 giver meget tydelig tiffiende, at flig Befætning er ikke Bondens, men Gaardens Eiendom, og at samme ei maa gives enten Arvinger i Arv eller Creditorer i udlæg, saa at ingen pecus tor
