99
HJEMKOMST PAANY
sit Navn for Rigtigheden af Arven, han hed Mendel Speyer, sagde han.
Axel spiste med disse Ord videre, men fortrød iøvrigt sin Snaksomhed. Han saa op, Otte Iversen stirrede paa ham. Da lagde Axel Kniven fra sig, han troede Herremanden blev syg. Men Otte Iversen rejste sig, kremtede og knipsede til Faklen. Han kremtede en Gang endnu.
Mendel Speyer … om Axel var i Slægt med ham?
Ikke han vidste af. Axel saa aabent op. I det samme kendte Otte Iversen ham. Det var Susannas Søn.
Det var Susannas Søn.
Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i Helsingør.
Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom frem med Hænderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slægts korte Klør. Da fik han som en Rørelse. En stor Uro slog ham ved Hjærtet. Der sad hans gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle Forbandelse. Hvad var det for en Snak om en Skat i Jylland, hvad var det for et Dokument?
Otte Iversen gik nogle Skridt ind i Stuen. Han var bedøvet ligesom Folk, der ser Luerne slaa ud af Taget og tænker paa at redde og staar paa et Sted og snubler over deres egne Ben. Hvad skulde han gribe til?
Otte Iversen havde været gift i en Snes Aar og havde otte Børn. Hans Frue hang malet inde i Riddersalen med de tynde Hænder lagt korsvis for Maven, med Figuren to Gange bugtet som et S i ydmyg Følelse, agtbar og rødrandet om Øjnene. Børnene artede sig vel, selv solgte Otte Iversen Vildt fra sine Skove og drev en Forretning med Stude, han sad godt i det. I dette Øjeblik, da den fremmede, Susannas Søn, knasede et Ben mellem Tænderne, laa hans spæde Børn inde og sov, og hans svagelige Frue skulde barsle til Juni — vilde denne Ulv nu trænge
