106
KONGENS FALD
et bevæget Smil eller et Forbud paa Nysen; Stemmen var underlig mild, da han spurgte Mikkel, om der ikke var noget han ønskede, og han stammede uvist.
Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde Soldatertjeneste blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han — lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet.
Mikkel saa slapt op. Om han kunde komme til at tjene i Kongens Nærhed, sagde han sløvt. Han slog Øjnene ned igen og begyndte at gnide sig varligt i Hænderne ligesom en Betler, der staar ved Døren og kommer i Tanker om, at det er koldt, medens man henter Almissen til ham.
Det var Ret! Gustav Trolle nikkede. Han spurgte, om Mikkel ønskede at komme mellem Skriverne, han kunde jo Latin. Men Mikkel rystede paa Hovedet. Naar han maatte blive Rytter mellem Kongens nærmeste Folk …
Da han gik ned ad Gaden, var han bøjet som en gammel Mand. Han havde i mange Aar længtes efter at komme i Kongens Brød, og idet han nu følte sig varm af Glæde over at være ved Maalet, knugedes han tillige ned af den dybeste Ynkelighed.
Samme Dags Aften var der stort almindeligt Bal paa Slottet.
Mikkel Thøgersen stod som Æresvagt ved Døren i den store Sal, iført fuldt Harnisk, en flunkeny Udrustning. Forfremmelsen var gaaet hurtigt for sig, Jens Andersen havde gunstigt hjulpet til og belønnet ham tilmed for tro Tjeneste. Da Mikkel blev fremstillet for Kongen, kendte han ham ikke fra om Formiddagen, han tog ualmindelig naadigt imod ham. Og dog var det den samme, Kongen havde været lige ved at nagle til Badstuedøren med sit Blik. Saaledes kunde det gaa saa bagvendt til, at Nøgenhed skjulte og formummede sin Mand, tænkte Mikkel.
