112
KONGENS FALD
dernede, han havde faaet Harnisket af. Og Axel kunde faldet den ordknappe Krigsmand om Halsen. Han drak et Par varme Bægre med ham.
De sad og smaasnakkede lidt, Axel blev saa vel berørt af Mikkels bløde Stemme. Tummelen rundt i den store Borgestue gik højt, overalt lød Bægerklang og glade Raab. Genlyden glammede ned fra Hvælvingerne som en fordrejet Spejling af Støjen. De tyske Knægte begyndte at blive fulde, Klammeri tegnede det ogsaa til hist og her. De fleste af Byens Folk var gaaet hjem.
Da rakte Axel sig frem over Bordet og borede sit Blik i Mikkel Thøgersens, han foreslog ham en Ting, dæmpet og som kunde der ikke være Tale om andet. Mikkel trak paa Næsetippen, et sjældent Udtryk for Lune hos ham; for sit indre Blik saa han Galejen, han nikkede og strøg sit Skæg.
Nu var Sagen den, at der laa en lybsk Flaade i Skærgaarden udenfor Stokholm, Købmænd, som Kong Kristiern havde indbudt til at komme og sælge Levnedsmidler til Hæren, mens han belejrede Byen. En Del var sejlet bort nu igen, men den store berømte Karavel, der var lastet med farende frouwen, laa derude for sine Ankere endnu. Det var en Storkræmmer i Lybæk, der holdt dette Skib paa Søen, det sejlede med samt sin Ladning rundt til alle de Steder, hvor Landsknægte holdt til i større Styrke.
Axel og Mikkel brød øjeblikkelig op, tog deres Vaaben og begav sig ned i Byen. Det var mørkt og taaget i Vejret, Klokken kunde være henad tre. Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Sønderport og slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede der at ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke en eneste. De listede da østerpaa langs den smalle Strandkant og fandt en Baad et godt Stykke henne, den brækkede de løs og sejlede med den.
